Digitaliseringen i Danmark kører med topfart. Rapporten ”Danskernes informationssikkerhed” tager hvert år pulsen på IT-sikkerhedsniveauet blandt borgere og medarbejdere i den offentlige sektor. Heri fremgår det, at der er store udfordringer på området blandt begge grupper.
IT-angreb hos borgerne
Ifølge rapporten fremgår det, at:
- en ud af tre borgers elektroniske enheder har været inficeret med virus eller lignende
- fem procent af borgerne har fået misbrugt personoplysninger på Internettet
- otte procent af borgerne har mistet penge på grund af online-svindel eller afpresning og
- 17 procent af borgerne har mistet data som følge af computer- eller softwarenedbrud
- 37 procent af borgerne anvender det samme password til flere online-tjenester
Det betyder at hele 44 procent af borgerne (hvilket svarer til 1,2 millioner) har været udsat for mindst et af fire af de følgende IT-sikkerhedsproblemer – infektion med skadelig software, misbrug af fortrolige oplysninger, økonomisk tab og tab af data. Det er, ifølge rapporten, en stigning fra 34 procent i 2016.
IT-angreb hos ansatte i den offentlige sektor
I rapporten fremgår det, at de offentlige ansatte generelt har rimeligt styr på IT-sikkerhed. Desværre fremgår det også, at 21 procent af medarbejderne, hvilket svarer til 60.000 offentligt ansatte har udsendt mail med borgeres CPR-numre i mails uden kryptering. Det betyder, at IT-kriminelle let kan få adgang til disse borgeres personlige oplysninger og misbruge dem.
- Seks ud af ti offentligt ansatte har sat sig ind i informations-sikkerhedspolitikken for deres arbejdsplads. Otte procent undlader dog nogle gange at følge dem, fordi de gør det besværligt at udføre arbejdet. Af dem oplyser 15 procent, at det forekommer hver dag.
- 55 procent af offentlige ansatte tager ikke sikkerhedskopier af data på deres telefon eller tablets. Derfor har otte procent, indtil videre, oplevet datatab på grund af manglende backup
- Hele 37 procent af offentlige ansatte bruger det samme password til flere systemer og online-tjenester. Det betyder, ifølge rapporten, øget risiko for hackerangreb
Sikkerhedskulturen bør øges på arbejdet og i hjemmet
Som følge af den stigende digitalisering hos både borgerne og ansatte i den offentlige sektor, konkluderes det i rapporten, at det er centralt, at sikkerhedskulturen i både hjemmet og på arbejdspladsen styrkes, fordi antallet af IT-angreb er stærkt stigende.
Selvom adfærden er blevet bedre, blandt både borgerne og de offentlige ansatte, er der absolut plads til forbedring, for der er stadig udfordringer med genbrug af passwords, brug af ukrypteret e-mail til fortrolige oplysninger, kendskab og overholdelse af sikkerhedspolitikker, brug af usikre trådløse netværk og manglende sikkerhedskopiering.
Rapporten ”Danskernes informationssikkerhed” udgives af Digitaliseringsstyrelsen, KL, Danske Regioner, DKCERT og DelC og kan læses her.
Seneste kommentarer